Det Sorte Indien

Kapitel XVII

E n S o l o p g a n g.

En Maaned senere, den 20. August om Aftenen tog Simon Ford og Madge Afsked med Starr, Harry og Jack, der vilde følge Nell med op paa Jorden, Udflugten skulde vare to Dage. Netop i denne Del af Skotland mellem Edinburgh og Glasgow er det, som om Naturen har sammenhobet alle Vidundere, og man havde forberedt Udflugten saaledes, at Nell fik det mest mulige at se. Ogsaa Simon Ford og Madge var gerne taget med; men som vi véd, forlod de kun højst ugerne „Cottagen”, og de havde efter mange Overvejelser besluttet, at de ikke en Gang for en eneste Dag vilde forlade deres underjordiske Bolig.

James Starr tog med som Iagttager og som Filosof. Han var meget spændt paa, hvorledes Turen vilde forløbe reut psykologisk, og hvorledes de fremmedartede Indtryk vilde virke paa Nell og samtidig haabede han maaske at faa noget at vide om hendes Barndoms hemmelighedsfulde Begivenheder.

Harry var ikke fri for at være bange for, at den unge Pige, som han elskede, skulde blive til en helt anden, naar hun blev indført i Verdenen.

Jack var lystig som en Bogfinke, der flagrer ud i de første Solstraaler, og han haabede, at hans smittende, overmodige Glæde ogsaa skulde meddele sig til de andre. Det var nu hans Kunst: at skabe Munterhed om sig. Nell derimod gik i dybe Tanker.

James Starr havde ganske sikkert handlet klogt ved at forlange, at man skulde bryde op ved Aftenstid, da dette maatte være bedre for den unge Pige første Gang at komme fra Mørket til Lyset under en umærkelig Overgang. Det opnaaede man ved at tage afsted om Aftenen, hvorved hendes Øjne fra Midnat til næste Dags Middag efterhaanden vænnedes til Dagens Klarhed. Da man havde forladt „Cottagen”, greb Nell Harrys Haand og sagde:

„Harry, :er det da nødvendigt, at jeg forlader vor kære Grube, selv om det kun er for nogle faa Dage?”

„Ja, Nell, det maa Du for Din og min Skyld.”

„Og dog, Harry,” vedblev Nell, „har jeg siden den Dag, jeg blev frelst, følt mig saa lykkelig, som man overhovedet kan være. Du har jo undervist mig, er det ikke tilstrækkeligt? Hvad skal jeg saa egentlig deroppe?”

Harry tav, han tænkte næsten det samme som Nell. „Hør nu,” begyndte James Starr, „jeg forstaar godt, at Du tøver, og dog vil det være til Dit Bedste at Du gaar med os. De, der elsker Dig, ledsager Dig og vil føre Dig tilbage. Naar Du ogsaa fremtidig vil tilbringe Dit Liv i Minerne, som gamle Simon, som Madge og Harry, saa staar det Dig frit for. Jeg tvivler ikke om Du vælger dette, og jeg ser gerne at Du træffer denne Bestemmelse; men Du kan da i det mindste selv dømme, naar Du véd, hvad Du Vrager, og Du véd hvad Du vælger og handler ganske efter Din egen frie Vilje. Kom saa.”

„Kom, kære Nell,” bad ogsaa Harry.

„Jeg er parat' svarede—den unge Pige.

Klokken 9 om Aftenen kørte det sidste Tog, Nell og hendes Ledsagere op til Grevskabets Overflade og tyve Minutter efter steg de ud paa Banegaarden, Endestationen for en Sidebane, der satte Ny Aberfoyle i Forbindelse med Banen fra Dunbarton til Stirling.

Det var allerede mørkt og der blæste en forfriskende Brise fra Nordvest. I Dunbarton forlod Nell og hendes Ledsagere straks Banegaarden, hvorfra en lang Gade indhegnet med store Træer, førte ned til Forth Flodens Bred.

Det første fysiske Indtryk, som den unge Pige modtog, var af den rene Luft, som hendes Lunger begærligt indsugede.

Aand dybt, Nell,” sagde James Starr, „sug denne Luft ind med alle Landskabets oplivende Dufte.”

„Hvad er det for en Røg, der trækker hen over os?” spurgte Nell.

„Det er Skyer,” forklarede Harry, „halvfortættede Vandmasser, som Vinden driver foran sig.”

„Aah,” raabte Nell, „hvor jeg gerne vilde flyve med dem; men hvad er det for lysende Punkter, der glindser i Skyernes Huller?”

„Det er Stjernerne, som jeg har fortalt Dig om. Der er mange Sole, der er Midtpunkter for Verdener, som sandsynligvis ligner vor.”

Natvinden fejede det mørkeblaa Firmament rent og Stjernerne traadte tydeligere frem.

„Men hvor kan det være,” spurgte Nell, „naar det er Sole, at mine Øjne taaler deres Glans?”

„Det er virkelig Sole,” bemærkede James Starr, „men de vandrer i umaadelige Afstande fra os; den nærmeste af disse Stjerner er Vega, som Du ser der nær ved Zenith, og dog er den 200,000 Milliarder Mil fra os. Dens Glans kan altsaa ikke blænde Dig, men vor Sol vil i Morgen fra en Afstand af kun 250 Millioner Mil, vise sig for os, og intet menneskeligt Øje formaar at se lige paa den. Den lyser Stærkere end en Smelteovn; men kom nu, Nell, kom.”

Gaden var mennesketom. Nell saa' Skyggeomridsene af de store Træer, hvis Kroner bevægede sig i Vinden. Hun troede det var Kæmper, som bevægede deres hundreder af Arme. Vindens Støj i de høje Grene, den dybe Stilhed naar Vinden lagde sig, Horisontens vide Linje, naar Gaden aabnede sig til Udsigt, alt opfyldte hende med nye Følelser og prægede sig i hendes Sind med uudslettelige Træk. Medens hun først ivrigt spurgte, tav hun nu, og som efter en fælles Aftale, greb hendes Ledsagere ikke forstyrrende ind. De vilde, have, at hendes Tanker om alting skulde udvikle sig af sig selv. Klokken halvtolv naaede de Forth-Bugtens nordlige Bred, Der laa en lille, af James Starr lejet Kutter, som paa nogle faa Timer skulde føre Selskabet over til Edinburghs Havn.

Nell saa' det skælvende og ved Bredden let skummende Vand, der syntes besat med skinnende Stjerner.

„Er det en Sø?” spurgte hun.

„Nej,” svarede Harry, „det er en Bugt med flydende Vand, en Strøms Munding eller snarere en Arm af Havet. Smag lidt paa dette Vand, Nell, og Du vil opdage, at det ikke smager ganske som det i Malcolm Søen.

Den unge Pige bukkede sig og øste noget Vand op i sin hule Haand.

„Dette Vand er salt,” sagde hun.

„Ja,” bekræftede Harry, „nu er det Flodtid og Havvandet trænger herind. Næsten tre Fjerdedel af Jordoverfladen er dækket med saadan salt Vand.”

„Harry,” raabte nu pludselig den unge Pige, „hvad er det for et rødligt Skær i Horisonten? Er det en Skov, der brænder?”

Nell viste over paa et Punkt paa den østlige Himmel, hvor Tykningen begyndte at farves.

„Nej, kære Nell,” svarede Harry, „det er Maanen, som gaar op derovre.”

„Ja, Maanen,” sagde Jack Ryan, „en herlig Sølvskive, som Himlens Genier lader glide hen over Firmamentet og som kan tage det op med en hel Hær af Stjerner.”

„Nej virkelig, Jack,” bemærkede Ingeniøren, „jeg har hidtil ikke kendt Dig som en Ynder af dristige Sammenligninger.”

„Aah, hvor smukt er det ikke altsammen,” raabte Nell, „men jeg troede, Maanen var rund.”

„Den er rund, naar den er fuld, svarede James Starr, „det vil sige, naar den er modsat Solen. I Dag er den i sidste Kvarter, og en Del af dens Skive bliver da næsten usynlig. Vor Ven Ryans Sølverskaal skrumper ind til et Barbérbækken.”

„Aah, Hr. Starr,” indvendte Jack Ryan, „hvilken nedværdigende Sammenligning. Jeg vilde netop til at synge en Sonet til Maanens Pris, men Deres Barbérbækken har ganske ødelagt min Lyst.”

Imidlertid steg Maanen langsomt op i Horisonten og de sidste Taager flygtede for dens Straaler. I Zenith og i Vest glimtede Stjernerne paa den mørke Baggrund, men snart vilde de bleges af Maanens Sølvskær. Stille glædede Nell sig over det vidunderlige Skuespil og det kolde Lys af denne Nattens Ven, taalte hendes Øjne ret godt. Iøvrigt talte hendes Haands Skælven tilstrækkelig tydeligt om hendes Følelser.

„Lad os komme ombord, mine Venner,” formanede Ingeniøren, „før Solopgang maa vi have besteget Arthur-Seat Skrænten.”

Kutteren laa fortøjet ved en Pæl, Nell og hendes Ledsagere gik ombord, Sejlene blev hejst og fyldte sig snart under Nordvestvindens Tryk.

Hvilken ny Aabenbaring for den unge Pige! Hun havde vel ofte sejlet rundt paa Søerne i Aberfoyle; men hvor roligt ogsaa Harry roede, det var dog tydeligt nok, at han maatte anstrenge sig. Her saa' Nell sig for første Gang ført blidt og hurtigt afsted paa samme Maade, som en Ballon glider gennem Luften. Bugten var kan let kruset; halv tilbagelænet, gottede Nell sig over Fartøjets blide Skvulpen. Nu og da faldt Maanen Skær over Forth Flodens udstrakte Flade og da var det, som om det lille Skib skar gennem en glittrende Sølvflades Millioner Gnister. Langs med Bredden mumlede de skvulpende Søer deres ensformige Sang. Det var i Sandhed fortryllende. Da lukkede Nells Øjne sig ufrivilligt, en forbigaaende Afslappelse greb hende, hun lod sit Hoved falde ned paa Harrys Bryst og var snart i en blid Slummer.

Harry vilde vække hende, for at hun ikke skulde miste noget af denne Nats Herlighed.

„Lad hende sove„ min Ven,” raadede Ingeniøren, „to Timers Søvn vil bedre forberede hende paa, at modtage Indtrykket af Dagen.”

Klokken to om Morgenen naaede Kutteren til Granton-pier. Nell vaagnede, da den stødte mod Bolværket.

„Har jeg sovet?” spurgte hun.

„Nej, mit Barn,” svarede James Starr, „Du har kun drømt, at Du sov.”

Natten var nu meget lys, Maanen stod højt paa Himlen og udgød sine Straaler til alle Sider. I Grantons lille Havn laa kun nogle faa Fiskerbaade, som vuggede blidt i det svage Skvulp. Henimod Morgen stilnede Vinden ganske af, og det saa ud til at skulle blive en af hine herlige August Dage, som er allerskønnest i Nærheden af Vandet. Den unge Pige saa' her for første Gang Havet, hvis yderste Grænse smelter sammen med Himmeltaget. Skønt naturligvis hendes Synskreds udvidedes, følte hun dog endnu ikke den ubeskrivelige Fornemmelse, som Oceanet plejer at frembringe hos enhver, der ser det for første Gang.

Harry greb Nells Haand, begge fulgt af James Starr og Jack Ryan gennem, de endnu mennesketomme Gader. Denne Forstad til Skotlands Hovedstad, syntes for Nell kun en Samling skumle Huse, som erindrede hende om Kulbyen; kun med den Forskel, at den dækkende Hvælving her laa meget højere og var fuld af glimtende Punkter. Hun ilede afsted paa lette Fødder, for at Harry ikke skulde behøve at sagtne sin Gang, hvad han jo ellers vilde have gjort, for ikke at trætte hende.

„Du føler Dig vel ikke udmattet?” spurgte han hende, efter at de havde gaaet en halv Time.

„Nej,” svarede hun, „det er som om mine Fødder næppe berører Jorden. Himlen over os er saa høj, at jeg vilde ønske, jeg havde Vinger, for at kunne svinge mig i Vejret.”

„Hold paa hende,” raabte Jack, „vi maa da beskytte og vogte Vor gode Nell; men jeg har forresten ganske den samme Fornemmelse, naar jeg efter lang Tids Forløb kommer op af Kulminerne.”

Det kommer af,” mente James Starr, „at vi her ikke føler os trykkede af Klippemasserne, som ligger over Kulbyen. Dernede er Firmamentet som en dyb Afgrund, som man føler sig fristet til at styrte sig i. Kender Du ikke den Følelse, Nell?”

„Jo, det gør jeg, Hr. Starr,” forsikrede den unge Pige, „jeg føler de't som Svimmelhed.”

„Flyvefornemmelserne,” sagde Harry, „vil Du snart blive vant til, og ligeledes til Verdenens uhyre Omfang, og Du vil maaske snart glemme vor dystre Kulgrube.”

„Aldrig, Harry,” forsikrede Nell. Hun dækkede med Haanden for sine Øjne, som vilde hun komme sine Tanker til Hjælp med at erindre alt hvad hun havde forladt.

James Starr og hans Ledsagere gik nu ned gennem Leith-Walk, hvor der var rullet ned i alle Husene. De gik op ad Carlton Hill, hvor Nelson-Mindesmærket staar, saa fulgte de Regent Street, gik over en Bro og naaede snart til Canongate.

Byen laa endnu i dyb Ro. Klokken slog to paa Canonkirkens gothiske Klokketaarn.

Nell blev pludseligt staaende. „Hvad er det for en mørk Masse?” spurgte hun og pegede paa en enligt liggende Bygning for Enden af en lille Plads.

Det er Holyrood, Nell,” svarede James Starr, „et Palads„ der har tilhørt den tidligere Hersker over Skotland, og hvor der er foregaaet mange skrækkelige Begivenheder. Historikerne kunde ud af dette Slot trylle os et stort Antal kongelige Skygger, lige fra den ulykkelige Maria Stuart til Carl den 10., Frankrigs tidligere Konge. Og dog, trods alle disse sørgelige Erindringer, vil dette Slot ved fuldt Dagslys ikke forekomme Dig saa afskrækkende. Med sine fire store Taarne ligner Holyrood, mere et Lystslot end noget som helst andet, dog lad os gaa videre. Derovre, nær ved det urgamle Holyrood Abbedi, hæver sig de prægtige Salisbury Klipper, som krones af Arthur-Seat. Det er det Punkt, Nell, hvorfra Du skal se Solen dukke op af Havet.

De betraadte de kongelige Haver og begyndte langsomt at stige op af Bjerget og videre op igennem Viktoria Alléen, en prægtig Kørevej, som Walter Scott skildrer saa begejstret i en af sine Romaner.

Arthur-Seat er i Virkeligheden kun en Høj paa 750 Fod, men den rager op over alle de omkringliggende Højder. Ad en stærk og slynget Vej, der i høj Grad letter Opstigningen, naaede James Starr og hans Ledsagere efter en halv Times Forløb „Løvens Manke”; en saadan ligner Arthur-Seat set fra Vest. Dér slog de sig alle fire ned, og. James Starr, der altid havde et Citat af den store skotske Romandigter paa rede Haand, begyndte:

„Walter Scott skriver et Sted følgende:

„Skulde jeg udvælge et Sted hvorfra Solens ”Op—og Nedgang tager sig skønnest ud, saa skulde det være Arthur-Seat.”

„Pas altsaa paa, Nell, Solen kommer snart til Syne og for første Gang vil Du kunne beundre den i hele sin Pragt.”

Nell stirrede ufravendt mod Øst. Harry holdt sig i umiddelbar Nærhed af hende og iagttog hende med ængstelig Spænding. Vilde ikke Dagens første Straaler gøre et altfor stærkt Indtryk paa hende? Alle tav, selv Jack Ryan forholdt sig stille.

Allerede farvedes Horisonten af et blegt Rosaskær. Nedenunder Arthur-Seat traadte Konturerne af Edinburghs Huse frem, men endnu hvilede Nattens Stilhed over Menneskenes Boliger. Paa den anden Side, i Vest, laa en Række stejle Bjergtinder, som Morgenrøden snart smykkede med en Ildkrone.

Imidlertid blev Havets Omrids mere tydeligt, lidt efter lidt kom hele Toneskalaen af Farver tilsyne i samme Orden, som i et Solspektrum, nederst Rødt, der højere oppe gik over i Violet. Fra Sekund til Sekund fik Paletten mere levende Farver, det røde blev til Ild, og i det Øjeblik, da Solens Grænselinje skar Havoverfladen, blev Dagen født.

Nu kredsede Nells Blik fra Højens Fod til Byen, hvis enkelte Kvarterer fremtraadte tydelig afgrænsede. Høje Mindesmærker, nogle spidse Klokketaarne dukkede op hist og her og, deres Omrids hævede sig skarpt over Omgivelserne. I hele Atmosfæren skælvede Dæmringen. Endelig traf den første Solstraale den unge Piges Øje, det var hin grønne Straale, som naar, Horisonten er ren, først skinner ud om Morgenen og sidst forsvinder om Aftenen. Et halvt Minut senere vendte Nell sig om og pegede paa nogle Huse i Byen.

„Der er Ildløs,” raabte hun forskrækket.

„Nej, Nell,” beroligede Harry hende, „det er ikke Ild, det er kun en flygtig Forgyldning, med hvilken Morgensolen pryder Omgivelserne.”

Virkelig lyste den øverste Fod af det 200 Fod høje Walter Scott Mindesmærke som et Fyrtaan af første Slags.

Nu blev det klar Dag. Solen rev sig løs fra Horisonten, endnu syntes dens Skive fugtig, som var den, bogstavelig steget op af Havet. Den trak sig mere og mere sammen og antog hurtigt sin sædvanlige runde Form. Dens Skin blev snart uudholdeligt og den mindede om en Ovndør, der aabnede sig paa Himmelhvælvingen.

Nell maatte øjeblikkelig lukke Øjnene og maatte endda lægge Haanden over sine Øjenlaag.

Harry raadede hende til at vende sig til den modsatte Side.

„Nej, Harry,” svarede hun, „mine Øjne maa vende sig til at se, hvad Dine forlængst er vant til.”

Selv gennem Haanden mærkede hun det rødlige Skin, der stadig blev klarere, efterhaanden som Solen steg højere paa Himlen. Lidt efter lidt vænnedes hendes Øjne til den, saa aabnede hun Øjnene og skuede for første Gang ud i Dagens Lys.

Det fremme Barn sank beundrende i Knæ: „Gud, o Gud,” raabte hun, „hvor er Din Verden dog skøn.”

Dybt nede under Arthur-Seat oprullede Edinburgh sit rige Panorama for hendes Blik, de moderne, snorlige Kvarterer, som karakteriserede den nye Del af Byen, og som Kontrast hertil „Old Recky” med sine Sammenhobninger af Bygninger og det bekendte forvirrede sammenfiltrede Net af Gader. To Punkter ragede op over det hele — det paa Toppen af Basaltklippen optaarnede Slot og Calton Hill, som paa sin afrundede Top bærer Ruinerne af et græsk Monument. Prægtige Alléer førte til alle Sider, ligesom straaleformet fra Byen ud i Landet. Mod Nord skar en Havarm — Forthbugten — sig dybt ind i Kysten, og her saas ogsaa Indløbet til Leiths Havn. Ovenover bredte sig som tredie Billede Grevskabet Fifes henrivende Kyster. En Vej, ligesaa snorlige som Vejen til Piræus, satte ogsaa dette nordiske Athen i Forbindelse med Havet. Imod Vest strakte Newhavens—og Porto Bellos skønne Kyststrækninger sig Vidt, og deres Sandlag farvede de sidste Udløbere af Brændingen gulladne. Langt ude paa Søen oplivedes Øjet ved Synet af nogle Baade hist og her, og to eller tre Dampere saas i forskellig Afstand fra Kysten sende deres lange Røgsøjler op imod Himlen. Paa den anden Side laa det smilende stedsegrønne Landskab. Og fra den jævne Slette hævede sig hist og her middelhøje Bakker. Mod Nord kastedes Solens Straaler tilbage af Lommond Højene, i Vest af Ben Lommond og Ben Led, som om den evige Sne bedækkede deres Toppe.

Nell formaaede ikke at fremføre et Ord. Hendes Læber mumlede kun halvt forstaaelige Lyde. Det svimlede for hende. Hendes Kræfter svigtede hende. Hun følte kun, hvorledes hun sank sammen ved dette gribende Naturskuespil, saa sank hun bevidstløs om i Harrys Arme.

Den unge Pige, hvis hele tidligere Liv var henrundet i Grubernes mørke Indre, havde nu for første Gang set hvoraf Verdensaltet bestaar, og hvad Verdensskaberen og Menneskene har gjort Jorden til. Hendes Blik havde nu for første Gang, med Byen og Landskabet som Udgangspunkter, skuet ud over Havets og det grænseløse Himmelrums Uendelighed.


[prev] [up] [next]


JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $